Karriere
Sydvestjysk Sygehus ansætter ny klinisk lektor i neuroradiologi
Udgivet:
Kommentarer (0)
Ronald Antulov vil med sit lektorat bidrage til udviklingen af det neuroradiologiske forskningsområde og bringe forskningen i spil i den kliniske hverdag.
Overlæge Ronald Antulov er tiltrådt som klinisk lektor ved Institut for Regional Sundhedsforskning på Sydvestjysk Sygehus. Med det nye lektorat skal han bidrage til udviklingen af det neuroradiologiske forskningsområde.
Ronald Antulov er ny klinisk lektor i neuroradiologi ved Radiologisk og Nuklearmedicinsk Forskningsenhed på Sydvestjysk Sygehus.
Han tiltrådte lektoratet 1. oktober og vil varetage lektoratet sideløbende med sin stilling som specialeansvarlig overlæge Radiologisk og Nuklearmedicinsk Afdeling, hvor han har været ansat siden 2015. Det skriver Sydvestjysk Sygehus i en pressemeddelelse.
Fællesnævneren for Ronald Antulovs forskning er, hvordan billeder og målinger af hjernen kan være med til at sikre den bedste og mest rationelle brug af billeddiagnostik hos forskellige patientgrupper.
I sin forskning har han blandt andet undersøgt den grå substans i hjernen hos patienter, der lider af Parkinson samt hos patienter med skizofreni med gentagne psykotiske episoder.
Desuden har Ronald Antulov i sin forskning haft særligt fokus på patienter med multipel sklerose, hvilket også var omdrejningspunkt for hans ph.d.-afhandling tilbage i 2011. Her undersøgte han, om der var forskel på MR-skanninger hos mænd og kvinder med multipel sklerose.
Patientnær forskning
For Ronald Antulov er det særligt vigtigt, at forskningen er patientnær, så den på sigt kan implementeres i hverdagen hos patienterne.
»De muligheder for forbedringer, som forskning giver, er noget af det, som jeg ser mest frem til at arbejde mere med og på sigt implementere hos patienterne,« siger Ronald Antulov.
På nuværende tidspunkt forsker han i billeddiagnostik ved multipel sklerose i samarbejde med Afdeling for Hjerne- og Nervesygdomme på Sydvestjysk Sygehus. Her undersøger han, om det er muligt at implementere nye redskaber som en lettere metode til at identificere nye læsioner hos patienter med multipel sklerose, så patienterne blandt andet kan få hurtigere og mere præcise svar.
Del artiklen: