Karriere
Ny professor i tromboseforskning på Syddansk Universitet og Sydvestjysk Sygehus
Udgivet:
Kommentarer (0)
Else Marie Bladbjerg er udnævnt til professor ved Institut for Regional Sundhedsforskning på SDU samt ved Sydvestjysk Sygehus. Hun forsker i, hvordan blodets koagulationsaktivering kan være årsag til fedme og de følgesygdomme, som det kan medføre.
Cand.scient. og ph.d. Else Marie Bladbjerg har været ansat ved Enheden for Tromboseforskning på Klinisk Biokemisk Afdeling på Sydvestjysk Sygehus i 30 år og desuden været forskningsleder ved enheden siden 2021. Nu får hun lov til at fortsætte sin forskning med den nye titel som professor.
Det skriver Syddansk Universitet (SDU) i en pressemeddelelse.
Lige nu fokuserer Else Marie Bladbjergs forskning især på blodets indhold af fibrinogen, som har stor betydning for inflammation samt for blodets evne til at koagulere. Hidtil har forskningen i blodets koagulationsaktivering fokuseret på blodpropper, men den nye professor belyser også, hvordan det kan være årsag til blandt andet fedme og fedmens mange følgesygdomme som eksempelvis fedtlever.
Med fedme som særligt fokusområde bliver Syddansk Overvægtsinitiativ på Sydvestjysk Sygehus et omdrejningspunkt for forskningen, som skal være med til at styrke samarbejdet på tværs af forskningsenhederne på Sydvestjysk Sygehus.
Foruden forskningen har Else Marie Bladbjerg også undervist på SDU i de sidste 20 år. Hun underviser på bacheloruddannelserne i både medicin og folkesundhedsvidenskab og har desuden været med til at opbygge sidstnævnte på SDU. På nuværende tidspunkt er hun med til at etablere den medicinske kandidatuddannelse på Sydvestjysk Sygehus.
Else Marie Bladbjerg er uddannet cand.scient. i eksperimentel biologi og ernæring i 1992 ved det daværende Odense Universitet. Hun skrev sit kandidatspeciale ved Enheden for Tromboseforskning og blev efterfølgende enhedens første ph.d.-studerende.
Del artiklen: