Karriere
Ny ledende overlæge på Rigshospitalets Afdeling for Tarmsvigt og Leversygdomme
Udgivet:
Kommentarer (0)
Palle Bekker Jespersen tiltrådte 14. oktober stillingen som ledende overlæge i Rigshospitalets Afdeling for Tarmsvigt og Leversygdomme. Han ser frem til at fortsætte afdelingens livsvigtige arbejde.
Rigshospitalets Afdeling for Tarmsvigt og Leversygdomme får ny ledende overlæge. Den nye mand på posten er 58-årige Palle Bekker Jespersen, der siden år 1993 har været tilknyttet afdelingen. Det skriver Region Hovedstaden i en pressemeddelelse.
Min målsætning er, at staben gerne skal udbygges med nye kræfter, som er lige så gode og på sigt gerne bedre end den erfaring, der er nu’Palle Bekker Jespersen, ledende overlæge Afdeling for Tarmsvigt og Leversygdomme, Rigshospitalet
Arbejdet med patienter med tarmsvigt og leversygdomme har i mange år været en topprioritet for den nytiltrådte ledende overlæge. Et arbejde som han ser frem til at fortsætte i sin nye stilling.
»Vores indsats redder liv. Var vi her ikke, døde 50-100 mennesker om året i Danmark af tarmsvigt og et større antal patienter med leversvigt reddes ved rettidig behandling eller udredning til levertransplantation. Det giver mening, det vi laver. Og det vil jeg som ny leder værne om,« siger Palle Bekker Jespersen.
Et foregangsland
Når det kommer til behandlingen af tarmsvigt, er Danmark ifølge Palle Bekker Jespersen et af de lande, som omverdenen kigger til for at forstå, hvordan man bedst muligt kan behandle sygdommen. Tarmsvigt er nemlig mange steder i verden et glemt organsvigt, hvilket betyder, at patienterne ikke i samme omfang behandles som herhjemme og i langt højere grad dør af sygdommen.
Det er positionen som foregangsland og som ekspert på området, som Palle Bekker Jespersen ønsker at holde fast i.
»Derfor er det vigtigt for os, når også omverdenens øjne er rettet mod os, at vores ekspertstatus opretholdes, og at vi dermed kan fortsætte med at gøre en forskel for patienter med tarm- eller leversvigt herhjemme og i resten af verden,« siger han.
Personalet er afgørende
Palle Bekker Jespersen understreger, at behandlingen af tarm- og leversvigt ikke som sådan er svær, men at udfordringen mange steder består i at have den rette sammensætning af personale.
Derfor bliver en hovedopgave for Palle Bekker Jespersen, der foruden stillingen som ledende overlæge også er forskningsansvarlig professor indenfor tarmsygdomme, at sikre en god og fremtidssikret sammensætning af personale på afdelingen.
»Fordi vi er en forskningstung afdeling, avles der talent og erfaring, som skal plukkes og integreres i afdelingen med rettidig omhu. Min målsætning er, at staben gerne skal udbygges med nye kræfter, som er lige så gode og på sigt gerne bedre end den erfaring, der er nu,« siger Palle Bekker Jespersen.
Del artiklen: