Karriere
Ny hospitalsdirektør i Hospitalsenhed Midt
Udgivet:
Kommentarer (0)
»Jeg tror på ordentlig, udviklende og inddragende ledelse, for vi skal lykkes sammen. Derfor vil jeg også vægte at komme rundt i hospitalsenheden med jævne mellemrum – både for at opleve det, der kan være svært og det, der gør medarbejderne stolte,« siger Brian Brøndum Møller.
Brian Brøndum Møller bliver hospitalsdirektør for regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive fra 1. februar.
1. februar begynder Brian Brøndum Møller som hospitalsdirektør for regionshospitalerne i Viborg, Silkeborg, Hammel og Skive. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Brian Brøndum Møller har siden 2016 været klinikchef på Aalborg Universitetshospital efterfulgt af en kort periode som selvstændig konsulent i Cogenerate med speciale i sundhedsvæsenet.
Det glæder Poul Michaelsen, koncerndirektør i Region Midtjylland, at valget landede på Brian Brøndum Møller:
»Jeg glæder mig over at kunne byde Brian Brøndum Møller velkommen i Region Midtjylland, hvor han i øvrigt har sine familiemæssige rødder. Med Brian Brøndum Møller får vi en stærk, strategisk tænkende og involverende hospitalsdirektør, der kan bidrage til opgaven med at skabe sammenhængende patientforløb af høj faglig kvalitet til gavn for borgerne. Jeg ved også, at Brian vil vægte trivsel og psykologisk tryghed for vores medarbejdere højt. Det har vi brug for i en tid, der både er og vil blive præget af tilpasninger til fremtiden,« siger han.
Brian Brøndum Møller, som blev valgt ud fra 12 mulige kandidater til direktørstillingen, ser frem til at tage hul på den vigtige opgave:
»Vi har som hospital en vigtig opgave med at tilbyde midtjyderne hjælp til at leve et godt og sundt liv. Den opgave skal vi løse i tæt samarbejde med den enkelte patient, patientens pårørende, andre hospitaler, kommuner, praktiserende læger, civilsamfund m.fl. Det glæder jeg mig til at tage fat på i samarbejde med kollegerne i hospitalsledelsen og alle gode kræfter i Hospitalsenhed Midt. Jeg tror på ordentlig, udviklende og inddragende ledelse, for vi skal lykkes sammen. Derfor vil jeg også vægte at komme rundt i hospitalsenheden med jævne mellemrum – både for at opleve det, der kan være svært og det, der gør medarbejderne stolte,« siger Brian Brøndum Møller.
Fra 1. Februar udgør Brian Brøndum Møller, sammen med Claus Brøckner Nielsen, lægefaglig direktør, Mette Fjord Nielsen, sygeplejefaglig direktør, den samlede ledelse for Hospitalsenhed Midt.
Del artiklen: