Karriere
Forfatter og forsker bliver årets sundhedsdebattør
Udgivet:
Kommentarer (0)
Nicklas Brendborg modtager prisen som årets sundhedsdebattør for bl.a. at sætte vaner og manipulation til debat med sin seneste bog 'Vanedyr'.
Danske Regioner har kåret forfatteren bag bestselleren ‘Vanedyr’ til ‘Årets Sundhedsdebattør’ torsdag på Folkemødet på Bornholm.
Forfatter, forsker og master i bioteknologi Nicklas Brendborg blev torsdag hyldet på Folkemødet på Bornholm, da han vandt Danske Regioners pris ‘Årets Sundhedsdebattør’.
Han vinder prisen for sin bog ‘Vanedyr’, der forklarer, hvorfor mennesker bliver manipuleret til at spise usundt, drikke alkohol og scrolle løs på sociale medier.
»Jeg tror godt, man kan sige, at Årets Sundhedsdebattør er lidt af en super-kommunikatør. Han har med sin bog ‘Vanedyr’ hjulpet os med at forstå vores dårlige vaner og giver svar på, hvorfor de kan være så svære at slippe af med. Han giver os et enestående indblik i, hvordan videnskaben også fungerer. Og han rejser en interessant og vigtig debat om ansvar, forebyggelse og lovgivning, når det kommer til vores alle sammens sundhed,« sagde formand for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), da han overrakte prisen.
Nicklas Brendborg beskriver i sin bog, hvordan dele af industrien udnytter menneskets psykologiske svaghed til at gøre ting, der konventionelt set er usundt.
Med konkrete eksempler og i et letforståeligt sprog skitserer han, hvordan fødevareindustrien, alkoholproducenter, tobaksindustrien og tech-giganter udvikler produkter, såkaldte ‘superstimuli’, som vi risikerer at blive afhængige af. Og hvordan det har store konsekvenser for vores sundhed, trivsel og samfund generelt.
Sådan skriver Danske Regioner i en pressemeddelelse som begrundelse for, at Nicklas Brendborg vinder prisen.
Nødvendigt med regulering
Nicklas Brendborg blev under prisoverrækkelsen spurgt, hvad han mener, politikerne skal gøre ved de stigende problemer med overvægt:
»Selvom der er noget dystopisk ved at regulere, så mener jeg, det er nødvendigt at regulere fødevareindustrien for at komme problemerne til livs,« sagde han ifølge en pressemeddelelse fra Danske Regioner.
På Folkemødet løftede han sløret for sin egen metode, nemlig at han lever efter et 20–80 princip. Det betyder, at han kan spise kage hos sine bedsteforældre en enkelt dag om ugen, mens han er opmærksom på at leve sundt i de resterende 80 pct. af tiden.
Det er anden gang, at Danske Regioner uddeler prisen ‘Årets Sundhedsdebattør’. Sidste år gik prisen til forfatteren Anna Juul for sin personlige og kritiske stemme i den offentlige debat om psykiatrien.
Dommerpanelet bestod af:
Sophie Løhde (V), indenrigs- og sundhedsminister
Anders Kühnau (S), formand i Danske Regioner
Mads Duedahl (V), næstformand i Danske Regioner
Anders Heissel, sundhedsreporter og -analytiker på Danmarks Radio
Lars Igum, sundhedsredaktør på Politiken
Tea Krogh Sørensen, journalist på Jyllands-Posten
Del artiklen: