Karriere
Aarhus Universitetshospital får ny sygeplejefaglig direktør
Udgivet:
Kommentarer (0)
Susanne Lauth bliver ny sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital.
Susanne Lauth bliver ny sygeplejefaglig direktør på Aarhus Universitetshospital fra 1. september 2021. Hun vil komme til at arbejde med drift og udvikling sammen med hospitalets to lægefaglige direktører og hospitalsdirektøren.
Aarhus Universitetshospital (AUH) får fra 1. september en ny sygeplejefaglig direktør med solid ledererfaring og sygeplejefaglig substans. Det skriver Region Midtjylland i en pressemeddelelse.
Jeg ser AUH som et hospital med dygtige ledere og medarbejdere med høj faglighed og en stærk samarbejdskultur
Susanne Lauth, sygeplejefaglig direktør, Aarhus Universitetshospital
Susanne Lauth kommer fra en stilling som sygeplejefaglig direktør på Sydvestjysk Sygehus. Inden da var hun vicedirektør på Sygehus Vendsyssel og Sygehus Thy-Mors. Hun kommer derfor med en masse erfaring inden for både ledelse og sygepleje.
Med ansættelsen på AUH kommer hun sammen med to lægefaglige direktører og hospitalsdirektøren til at udgøre den øverste ledelse for universitetshospitalets mere end 10.000 medarbejdere. Hospitalet er kendt for tårnhøj faglig kvalitet, stor klinisk udvikling og forskning i verdensklasse. Herudover bliver den nye sygeplejefaglige direktør en del af koncernledelsen i Region Midtjylland.
Stor tilfredshed med ansættelsen
Ole Thomsen, som er koncerndirektør, udviser begejstring for ansættelsen af den nye sygeplejefaglige direktør:
»Jeg glæder mig til at byde Susanne Lauth velkommen – både på Aarhus Universitetshospital og i koncernledelsen. Med Susanne Lauth får vi en sygeplejefaglig direktør med stærke visioner på det sygeplejefaglige område. Vi får en direktør, som har erfaring og evner til at kunne drive forandringer, der kan sikre, at vi fortsat udbygger Aarhus Universitetshospitals position som et attraktivt hospital og en attraktiv arbejdsplads på højeste internationale niveau,« udtaler koncerndirektør Ole Thomsen.
Susanne Lauth er også selv meget glad for sin nye direktørstilling på AUH:
»Jeg ser AUH som et hospital med dygtige ledere og medarbejdere med høj faglighed og en stærk samarbejdskultur. Fokus er at give patienterne den ypperste behandling og pleje. Det er et stærkt afsæt, som jeg gerne vil bidrage til fortsat at udvikle og fastholde gennem god drift, udvikling, uddannelse og forskning, så hospitalet kan forblive en del af den internationale hospitalselite,« siger Susanne Lauth.
Susanne Lauth er 58 år og bor i Vejle med sin mand. Sammen har de to voksne, udeboende børn.
Hun afløser Inge-Pia Christensen, der gik på pension 1. april 2021.
Del artiklen: