Hudsygdomme
Millionbevilling fra LEO Fondet til forskning i autoimmune sygdomme
Udgivet:
Kommentarer (0)
Søren Egedal Degn modtager stor bevilling fra Leo Fondet til forskning i autoimmune sygdomme.
Lektor ved Aarhus Universitet Søren Egedal Degn modtager 2,8 mio. kr. fra til at undersøge sammenhængen mellem inflammation i huden, autoimmune sygdomme og en særlig type af immunceller.
Søren Egedal Degn er lektor ved Institut for Biomedicin på Aarhus Universitet. Med bevillingen på 2,8 mio. kr. fra LEO Fondet vil han igangsætte et forskningsprojekt, som skal undersøge, hvordan immunpåvirkninger i huden kan bidrage til, at mennesker udvikler autoimmunitet.
Det skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
En stor del af de patienter, der lider af autoimmune sygdomme, døjer også med generende hudlidelser. Søren Egedal Degn vil sammen med sit forskningsteam undersøge denne sammenhæng.
Det vil han gøre ved at studere en nyopdaget type af immunceller, de såkaldte T follikulære regulatoriske celler (Tfr). Det viser sig nemlig, at denne type celler kan have en gavnlig effekt i forhold til at kontrollere uønskede immunreaktioner i huden.
Søren Egedal Degn ønsker at undersøge immuncellernes potentiale i forbindelse med behandling af inflammatoriske hudlidelser som psoriasis, atopisk eksem og vitiligo. Han håber på at kunne frembringe viden, der kan bidrage til nye terapeutiske strategier i behandlingen af inflammatoriske hudlidelser.
Desuden vil den særlige type af immunceller måske også kunne bidrage positivt til behandling af systematiske autoimmune sygdomme som eksempelvis lupus og leddegigt.
Del artiklen: