Gastroenterologi & hepatologi
Amager og Hvidovre Hospital får ny professor i gastroenterologi
Udgivet:
Kommentarer (0)
Andreas Munk Petersens forskning handler om bakterier i relation til mave-tarmsystemet. Han er ny professor i gastroenterologi.
Andreas Munk Petersen er ny professor i gastroenterologi og hepatologi i et delt professorat mellem Gastroenheden og Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital.
Siden sin ph.d 1996 har Andreas Munk Petersen beskæftiget sig med mave-tarmsystemet. Nu kan han kalde sig professor i et delt professorat mellem Gastroenheden og Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Amager og Hvidovre Hospital. Det skriver Amager og Hvidovre Hospital i en pressemeddelelse.
Andreas Munk Petersens forskning handler om bakterier i relation til mave-tarmsystemet både dem som gør os syge, men forskningen drejer sig også om, hvordan vi kan sikre en god balance i den normale tarmflora.
»Vi er blevet klogere på sammenhængen mellem hjernen og tarmens mikrobiom. Vi forsker bl.a. i overvægt og spiseforstyrrelsers sammenhæng med mikrobiota. F.eks. har man kunnet se, at en normalvægtig mus tager på i vægt, hvis den får afføring fra et overvægtigt menneske,« siger professoren i pressemeddelelsen.
Forskningen har også omhandlet behandling af den diarréfremkaldende bakterie Clostridioides difficile. Behandlingen af Clostridioides difficile kan foregå ved transplantation af afføring, der typisk gives som en kapsel med en rask donors afføring.
Det har ifølge pressemeddelelsen fra Amager og Hvidovre Hospital været Andreas Munk Petersens første aha-oplevelse’ indenfor sit forskningsfelt:
»Da jeg hørte om det første gang, tænkte jeg, at det lød godt nok stygt. Men effekten var så overbevisende, at det hurtigt blev godkendt som behandling,« fortæller han.
Andreas Munk Petersen holder sin tiltrædelsesforelæsning 6. maj på Hvidovre Hospital.
Del artiklen: